Skal du eje eller leje din bolig?

0 Comments

Står du ved den skelsættende skillevej mellem beslutningen, om du skal eje eller leje din kommende bolig, så har vi her skrevet en artikel, som måske kan hjælpe dig en smule på vej?

I hvert fald er der en række spørgsmål og overvejelser, som du lige bør forholde dig til, inden du træffer din endelige beslutning.

Er du klar til at slå rødder?

Selvom du muligvis har råd til at købe din kommende bolig, så er det nemlig ikke altid, at det er den bedste investering.

Er du klar til at plante dine rødder et bestemt sted, og har du planer om at bo det samme sted mange år ud i fremtiden – ja, måske resten af dit liv – så bør du naturligvis overveje at købe en bolig.

Men ved du allerede på forhånd, at du maksimalt bliver boende i 5-7 år, så bør du gøre dig nogle kraftige overvejelser, om du hellere skulle bo til leje.

Vi har nedenfor opsummeret en liste over nogle af de mest essentielle fordele, der er forbundet med det, at bo til leje.

Fordele ved at bo til leje

Fleksibilitet

En af de helt store fordele ved at bo til leje er den fleksibilitet, du som lejer har i forbindelse med din lejebolig.

Hvis du pludselig skal flytte til et nyt sted, så kan du fraflytte din bolig med få måneders opsigelsesvarsel, ligesom du kan overtage et nyt lejemål indenfor kort tid.

Boligstøtte

Når du bor til leje, har du muligheden for at søge boligstøtte. Et skattefrit tilskud som udbetales af staten, og som du enten vil modtage på din egen bankkonto, eller som boligselskabet vil modtage og automatisk fratrække den samlede husleje.

Vedligeholdelse og hæftelse

Skulle dit toilet pludselig gå i stykker, eller springer der et vandrør, så vil det oftest være din udlejers ansvar at udbedre denne type af reparationer.

Det samme gør sig gældende for den udvendige vedligeholdelse, som også vil være din udlejers ansvar.

Som lejer vil du altså som udgangspunkt have færre uforudsete udgifter.

Intet økonomisk tab

I forbindelse med at du fraflytter din lejebolig, vil du aldrig kunne opleve et økonomisk tab, da du ikke har penge til at stå i boligen.

Du skal dermed ikke tænke over afgifter i forbindelse med et videresalg eller bekymre dig om nedgang på boligmarkedet.

Ulemper ved at bo til leje

Ingen økonomisk gevinst

Ligesom du ikke kan lide under et økonomisk tab, så har du heller ikke muligheden for at juble over en økonomisk gevinst. Uanset hvor meget det lejemål du bor i måtte stige i værdi, så er det altså ikke en økonomisk gevinst, som du får del i.

Depositum og forudbetalt husleje

Der er to større udgifter forbundet med overtagelsen af en lejebolig. Den ene er depositum og den anden er forudbetalt husleje. Disse skal betales up-front, når du flytter ind, og beløbet kan samlet set snige sig op på 6 x huslejen.

Når du så fraflytter din lejebolig, vil dit depositum dække eventuelle istandsættelser, der skal foretages, inden en ny lejer kan overtage lejeboligen. Du skal derfor ikke forvente at få hele dit depositum tilbage.

Minimal indflydelse på istandsættelse og renoveringer

Som lejer har du sjældent muligheden for at istandsætte dit lejemål ved fraflytning. Desuden har du heller ingen indflydelse på renovationer, som du enten selv kunne have lyst til at foretage, eller som din udlejer gerne vil have foretaget.

Hvilken retning skal du gå?

Det er en stor beslutning, og vores allerbedste råd til dig er at følge mavefornemmelsen. Fornuft er altid en god ting at have med sig, men i sidste ende, så er det mavefornemmelsen, som leder os i den rigtige retning.

Tak fordi du læste med, og vi vil ønske dig en rigtig god boligjagt.